RINGKØBING-SKJERN

I årevis har Dan undervist om sin psykiske sygdom, men tilbuddet blev skrottet i kommunal spareplan: Nu holder han det selv i live
Dan vil nødig se, at andre skal igennem det samme, som han har været. Derfor blev han også noget oprørt, da tilbuddet "Brugerlærerne" blev ramt at kommunens sparekniv. Heldigvis har han fået støtte fra Tryg-fonden, så han forsat kan lære andre om at leve med skizofreni.

 
Dan vil nødig se, at andre skal igennem det samme, som han har været. Derfor blev han også noget oprørt, da tilbuddet "Brugerlærerne" blev ramt at kommunens sparekniv. Heldigvis har han fået støtte fra Tryg-fonden, så han forsat kan lære andre om at leve med skizofreni.

Ringkøbing-Skjern: I årevis har 64-årige Dan Lind Hansen fra Skjern undervist i sin egen psykiske lidelse, skizofreni. Siden amternes nedlæggelse i 2006 har han sågar været koordinator for tilbuddet "Brugerlærerne", der hvert år har besøgt omkring 40 skoler, gymnasier, foreninger og sågar hjemmeplejen i Ringkøbing-Skjern Kommune for at undervise i psykiske lidelser.

Men i 2021 blev Brugerlærerne ramt af den kommunale sparekniv.

- Jeg blev meget oprørt, da jeg hørte, at Brugerlærerne skulle spares væk. Jeg synes jo, der var andre steder, der kunne spares i stedet, fortæller Dan.

Selvom Brugerlærerne ikke længere kunne være et kommunalt tilbud, så ville Dan ikke lade tilbuddet dø hen. I dag fungerer Brugerlærerne derfor som en privat forening bestående af tre såkaldte brugerlærere, der tager ud og underviser i deres egen psykiske lidelse.

Det er Dan, der selv har været ude og søge fonde, så Brugerlærerne kunne fortsætte deres arbejde.

- Jeg søgte en del fonde, og det endte med, at Trygfonden gav os 50.000 kroner til at føre Brugerlærerne videre, fortæller Dan.

De skete tilbage i 2021, og også i år har Trygfonden valgt at støtte brugerlærerne med 50.000 kroner, så de kan fortsætte deres indsats.

Jeg var overbevist om, at stemmerne var en del af min spirituelle rejse. I biblen læser man jo om folk, der får beskeder fra Gud. Og jeg troede selv, at jeg var Jesus, og var ved at udvikle mig til et større spirituelt væsen.

DAN LIND HANSEN, KOORDINATOR OG BRUGERLÆRER

Stemmer eller spirituel rejse

For Dan Lind Hansen har det enorm stor betydning, at han kan øge opmærksomheden og kendskabet til hans psykiske lidelse, skizofreni.

- Jeg håber, at det kan betyde, at der ikke er nogen, der skal gå igennem det samme som mig, siger Dan.

Dan kom for første gang i kontakt med psykiatrien, da han som 27-årig for første gang forsøgte at tage sit eget liv. I dag husker Dan tilbage på tiden, som en tid, hvor han var meget syg, og hørte rigtig mange stemmer. Dengang vidste han det bare ikke.

Da han var i begyndelsen af tyverne, var Dan nemlig blevet optaget af at meditere, og han fulgte Sri Ram Chandra Mission, en spirituel bevægelse med rødder i Indien.

"- Jeg var overbevist om, at stemmerne var en del af min spirituelle rejse. I biblen læser man jo om folk, der får beskeder fra Gud. Og jeg troede selv, at jeg var Jesus, og var ved at udvikle mig til et større spirituelt væsen, siger Dan."

Derfor har Dan også svært ved at sige, hvornår han begyndte at vise tegn på skizofreni. Men når han husker tilbage på tiden inden hans første selvmordsforsøg, er det tydeligt, at andre havde mærket, at Dan ikke havde det godt.

Ville ikke have hjælp

Dan var nemlig flyttet til København for at læse til afspændingspædagog, da han var i begyndelsen af sine tyvere, og da han havde færdiggjort andet år på sin uddannelse, fik han besked om, at han skulle gå året om - og tilknyttes en psykolog, hvis han ville fortsætte. Det sagde Dan nej tak til.

- Jeg synes ikke, jeg havde brug for at se en psykolog. Det er jo mærkeligt, at man ikke selv kan fatte, at man har brug for hjælp, siger Dan.

 

I dag kan han kun tænke sig til, hvordan hans liv havde været, hvis han havde fået psykologhjælp allerede dengang. I stedet skulle der gå flere år, et selvmordsforsøg og endnu halvandet år, før Dan fik diagnosen skizofreni, og dermed begyndte at finde frem til den rigtige behandling for sin lidelse.

Men mere end 30 år efter, at Dan fik sin diagnose, spøger stemmerne stadig inde i Dans hoved af og til. Det udtrykker sig blandt andet ved, at han kan høre stemmerne fra sine afdøde venner og bekendte. Men det er især, når Dan spiller golf, som han ofte gør, at stemmerne vælter ind.

Men mere end 30 år efter, at Dan fik sin diagnose, spøger stemmerne stadig inde i Dans hoved af og til. Det udtrykker sig blandt andet ved, at han kan høre stemmerne fra sine afdøde venner og bekendte. Men det er især, når Dan spiller golf, som han ofte gør, at stemmerne vælter ind.

- Så kan jeg høre, hvad de andre på golfbanen tænker. Det værste er angsten, som det udløser. Det føles som om, jeg er truet på livet - som om, der bliver holdt en pistol for min pande, forklarer Dan.

Alligevel afholder det ikke Dan fra at spille golf. For han får også gode ting ud af det. Og han vil ikke have, at hans lidelse skal sætte for mange begrænsninger for ham.

- Nogle gange løber man panden mod en mur tusind gange, men alligevel så er man nødt til at fortsætte, siger Dan.

Blind passager

På trods af de negative påvirkninger fra skizofrenien, har Dan altså alligevel formået at hjælpe andre med at få en dybere forståelse for psykiske lidelser som koordinator for Brugerlærerne - også selvom tilbuddet blev truet på livet af kommunens skarpe sparekniv.

Overordnet set vil Dan selv sige, han har levet et forholdsvis almindeligt liv - lige bortset fra, at han har været førtidspensionist, siden han var i begyndelsen af trediverne. I dag bor han i et rækkehus i Skjern og har både en datter og et lille barnebarn.

- Jeg har gjort mange af de ting, som helt almindelige mennesker har - bortset fra at arbejde. Nogle gange har jeg da hørt fra venner, der synes det må være fedt at være på førtidspension og bare kunne spille golf hele tiden. Men de forstår ikke, hvilke ting der foregår inde i mit hoved, siger Dan.

Faktisk forstår han knap nok selv, hvad det egentlig er, der foregår inde i hans eget hoved. Og det er skræmmende.

- Det er som at være blind passager i sit eget liv, forklarer Dan.

"Jeg er hundeangst for at forsvinde ind i den fantasiverden igen. Hvis bare jeg vidste, hvad der gjorde, at jeg fik det dårligt, så kunne jeg jo undgå det. Og hvis jeg vidste, hvad der forårsagede de gode dage, så ville jeg blive ved med det. Men i stedet fægter jeg i blinde."

DAN LIND HANSEN, KOORDINATOR OG BRUGERLÆRER

I fantasiverden med Putin

Lige for tiden er Dan i bedring og ser en ny psykolog. Men for halvanden år siden, var Dans verden ved at falde sammen. For første gang i 26 år måtte han igen lade sig indlægge på psykiatrisk afdeling. Han var heldig, at en ven opdagede og reddede Dan, der havde forsøgt at gøre en ende på sin tilværelse.

- Det var mens både OL og EM stod på, og jeg var overbevist om, at jeg havde en finger med i spillet. Jeg blev trukket længere og længere ind i en fantasiverden, hvor jeg også havde møder med både Putin og Biden. Men der kunne jeg heller ikke selv se, at jeg havde brug for hjælp, fordi jeg var drevet så langt ind i den fantasiverden, fortæller Dan.

Dan kan ikke pege på, hvad det er der gør, at fantasiverdenen nogle gange suger ham ind. Men som han selv siger, så er en psykisk lidelse ikke lige så simpel at kurere som et brækket ben. To personer kan have samme psykiske sygdom, men kræve behandling der går i vidt forskellige retninger.

- Jeg er hundeangst for at forsvinde ind i den fantasiverden igen. Hvis bare jeg vidste, hvad der gjorde, at jeg fik det dårligt, så kunne jeg jo undgå det. Og hvis jeg vidste, hvad der forårsagede de gode dage, så ville jeg blive ved med det. Men i stedet fægter jeg i blinde, siger Dan.

 

Hør artiklen om Brugerlærer

Brugerlærerne

Brugerlærerne arbejder for at øge kendskabet til psykiske sygdomme, ved at de tre brugerlærere tager ud og underviser i de psykiske sygdomme, de selv er ramt af.

Dan Lind Hansen er koordinator for Brugerlærerne og har lidelsen skizofreni. Brugerlærerne består yderligere af Marianne Andersen, der har bipolar affektiv sindslidelse, og Jes Pihl Bjørnstad, der har ADHD.

Brugerlærerne var i lang tid en del af socialpsykiatrien i Ringkøbing-Skjern Kommune, men har i de seneste år været en privat forening støttet af Trygfonden, der gør det muligt for Brugerlærerne at tilbyde deres undervisning gratis i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Hvert år underviser Brugerlærerne cirka 40 gange. De besøger blandt andet folkeskoler og andre uddannelsessteder, foreninger som Y's Men Club og Odd Fellow, og så underviser i hjemmeplejen.

 

Oprindelige tekst af Nadja Dam Jensen nadje@dbrs.dk  22 Januar 2023 i dbrs.dk samt ringkøbing skjern dagblad 

Hvis du ønsker at bestille en underviser eller få yderligere information, kan du henvende dig til

 
Koordinator og brugerlærer:
Dan Lind Hansen,
Nellikevej 10,
6900 Skjern
tlf.: 2365 1074
Træffes bedst på telefonen
om torsdagen mellem 8 og 10
mail: dan-lind@skjern-net.dk

 

brugerlærere på Instagram            Brugerlærere på Facebook

                                                                                                                                                                       

Formand og de 3 Brugerlærere i tøj sponsoreret af Ringkøbing Landbobank.

Formand og de 3 Brugerlærere i tøj sponsoreret af Ringkøbing Landbobank.